Frivilligpolitik

Frivilligpolitik ved Dronninglund og Dorf Kirker

Menighedsrådet har en målsætning om at være kirke for alle, da kirke er fællesskab. Derfor inviterer vi dem, der har lyst til at give lidt af deres tid til at være frivillige.

De frivillige er med-skabere af fællesskabet om Dronninglund Kirkes aktiviteter. Det giver mulighed for at få ejerskab og for at påvirke kirkens forskellige opgaver.  

Frivillige kan løse mange forskellige opgaver, og det er vores ønske at der er mulighed for at bruge sine evner og erfaringer i vores fællesskab.

Opgaverne spænder vidt, det kan være kirkekaffe, hjælpe ved gudstjenesten, være med i legestuen, lave kaffe i sognegården, holde en studiekreds, igangsætte eller stå for aktiviteter, være den der har tid at sidde og snakke med nogen osv.

 

Hvad skal der til for at være frivillig i kirken

Lyst til at hjælpe/være en del af fællesskabet om vores forskellige opgaver.

Det kan både være at give en time i ny og næ, eller være med i mere faste grupper (som f.eks. kaffeholdet ved sogneeftermiddage, sognecafeen, familienetværket eller andet).

Man kan også blive frivillig ved at tage initiativ til opgaver, som vi ikke selv har fået øje på.

Basis for arbejdet i kirken er åbenhed og respekt for vores forskelligheder, og at der er plads til os alle.

Har man en varig funktion i aktiviteter for børn under 15 år, skal vi indhente børneattest ved politiet.

Frivilligt arbejde er frivilligt, så det er altid muligt at holde pause eller trække sig fra arbejdet, hvis der er behov for det.

 

Forsikring

Alle der udfører et job i Folkekirken - ansatte og frivillige - er dækket af Folkekirkens Selvforsikring.

 

Frivilligpleje

De frivillige inviteres til fest for frivillige, en festlig aften med god mad, underholdning og samvær, som tak for hjælpen.

Derudover kan der blive tilbudt relevante kurser og inspirationsdage.

 

Frivilligkoordinator

En af kirkens ansatte er udpeget til at være frivilligkoordinator.

Det er koordinatorens opgave at være kulturbærer, støtte de frivillige og være til rådighed for spørgsmål om frivilligopgaven.

Det er fortsat de enkelte udvalgs opgave at planlægge de enkelte aktiviteter og hjælpe med at tiltrække nye frivillige.

Koordinatoren laver blandt andet PR for frivilligarbejdet, sørger for relevante oplysninger på hjemmesiden og administrerer et kontaktmodul for de frivillige.

 

Menighedsråd

Træffer som kirkens ledelse beslutninger om visioner, medarbejdere og økonomi, og sætter herigennem nogle overordnede rammer for aktiviteter i kirken.

Rammerne fastsættes gennem visionsdrøftelser og den årlige budgetlægning. Menighedsrådet vedtager Dronninglund Kirkes frivilligpolitik.